Sne og is skal fjernes hurtigst muligt.............




Grundejere har pligt til at rydde gangarealer og sørge for grusning.

Bekendtgørelsen til loven om vintervedligeholdelse og renholdelse af veje efterlader ingen tvivl:


 sne og is skal fjernes hurtigst muligt.


Som grundejer har man som hovedregel selv ansvaret for, at gangarealer på og omkring ens grund er ryddet eller saltet. Forsømmer man dette ansvar, kan man dømmes til at betale erstatning, hvis nogen kommer til skade på grunden.

Uanset om der sker uheld eller ej, kan man risikere at få en bøde, hvis der ikke ryddes sne og saltes eller gruses.

Vær opmærksom på, at skraldemanden og postbudet kan nægte at udføre deres arbejde, hvis havegang, trapper og plads omkring affaldsstativet ikke er ryddet og grusset. Det gælder også, hvis selve vejen ikke er ryddet.


Private veje i byerne.

Bor man på en privat vej fællesvej i en by, har man pligt til at sørge for, at der er ryddet sne og grusset eller saltet på fortovet og mindst halvdelen af kørebanen ud for din ejendom.

En aftale om, at andre sørger for snerydning, skal være skriftlig og godkendes af politiet.

Private veje på landet.

Hvis man har en ejendom på landet ved en privat vej, som man kunselv benytter, skal man alligevel rydde sne. Postbude, renovationsarbejdere med flere skal kunne komme frem til din bopæl.


Private fællesveje.

Bor man ud til en privat fællesvej på landet, skal man og de andre grundejere i fællesskab sørge for, at der ryddes sne og gruses. Der kan være tinglyste bestemmelser på ejendommen om, hvem der skal udføre arbejdet, og hvordan grundejerne skal fordele udgifterne. Andre steder bestemmer kommunen, hvordan arbejdet skal udføres.

Hvis der ikke er fastsat regler,skal grundejerne selv blive enige om, hvordan arbejdet skal udføres. Kan man ikke blive enige, kan man bede kommunen afgøre, hvordan ansvaret skal fordeles mellem grundejerne.


Offentlige veje.

På offentlige veje sørger vejbestyrelsen, det vil sige enten kommunen eller amtet, for at rydde kørebaner og cykelstier, gangbroer og-tunneler samt offentlige parkeringspladser og torve.

På de mindre,  offentlige veje bestemmer den enkelte kommune efter forhandling med politiet, hvor meget og hvor ofte veje og stier skal ryddes. I byområder kan man som grundejer pålægges at rydde den offentlige vejs fortov ud for sin ejendom. Herudover har grundejeren ansvaret for, at havegang, trapper, stier, gårdspladser og lignende, der tilhører ejendommen, er ryddet for sne,  og at der er gruset eller saltet.


unsplash